mandag den 3. august 2009

Repræsentationssystemer

Et repræsentationssystem er den måde hvorpå vi lagrer vores oplevelser i hjernen. Vi kan lagre billeder, lyde, følelser, smage, lugte og selvsnak/mening/logik. Når vi f.eks. lagrer en oplevelse ved hjælp af billeder i hjernen anvender vi det visuelle repræsentationssystem. Man repræsenterer så at sige oplevelsen visuelt.

Vi mennesker anvender alle repræsentationssystemer, men oftest er der ét repræsentationssystem, som er dominerende. Dette kaldes det foretrukne repræsentationssystem. Hvis ens foretrukne repræsentationssystem er det visuelle, vil man hovedsageligt lagre sine oplevelser i hjernen ved hjælp af billeder, og man vil anvende visuelt sprog (prædikater) til at forklare oplevelsen til andre.

Repræsentationssystemer er ofte forkortet til VAK-AD. Forkortelsen består af forbogstaverne for hvert repræsentationssystem, som er beskrevet herunder:

Repræsentationssystemer for hver af de 5 sanser:
  • Det Visuelle repræsentationssystem (synet)
  • Det Auditive repræsentationssystem (hørelsen)
  • Det Kinæstetiske repræsentationssystem (følesansen)
  • Det Olfaktoriske repræsentationssystem (lugtesansen)
    Er ofte medtaget under det Kinæstetiske repræsentationssystem.
  • Det Gustatoriske repræsentationssystem (smagssansen)
    Er ofte medtaget under det Kinæstetiske repræsentationssystem.
Derudover findes også
  • Auditiv Digital (vores indre dialog gennem ord og mening).
    Dette repræsentationssystem er ikke sansebaseret, men handler om at skabe struktur og mening i sanseindtrykkene gennem ord, struktur og logik.
Sprog og kropssprog kan afsløre hvilket repræsentationssystem der er det foretrukne. Elicitering af det foretrukne repræsentationssystem vil jeg beskrive i efterfølgende blog-indlæg.

Har du kommentarer, spørgsmål, ris, ros m.m. omkring dette blogindlæg eller til min blog i al almindelighed er du velkommen til at kontakte mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar